Klokken
havde lige passeret midnat, og jeg kunne stadig ikke sove. Det var ikke, fordi
jeg ikke ville, jeg kunne simpelthen bare ikke. Mine øjne ville ikke lukke sig
i og lade mig sove. Jeg havde ellers været tidligt oppe, og jeg havde været ved
at falde i søvn i samtlige timer. Selv i engelsk, som ellers plejer at være mit
yndlingsfag, var jeg ved at falde i søvn. Det var, som om der var et eller andet
galt med mig i dag. Det plejer aldrig at være sådan, jeg plejer altid at få nok
søvn, og jeg var gået i seng i ordentlig tid, men alligevel var det bare, som
om det ikke var nok. Det var, som om jeg var livet op, da jeg havde sat den der
latterlige kærlighedsfilm på. Jeg kendte jo handlingen ind og ud, men alligevel
var det, som om den var helt ny for mig. Det var jo bare en pladder romantisk
film om en pige, der tilfældigt møder en smuk ung mand, som hun forelsker sig
i, men han vil ikke have hende. Til sidst ender hun sammen med sin allerbedste
ven. Det var ham, der havde været der for hende hver eneste gang, hun havde
haft brug for nogen at holde om og græde ud hos.
Den
film havde mindet mig om ’dengang’. Den
’dag’ jeg aldrig kommer til at glemme. Første gang mit hjerte blev flået ud af
brystet på mig. Det var alt sammen Alex’ skyld. Alex med det smukke sorte hår,
den blege hud og den perfekt placerede piercing i læben. Det var den dag, han
forlod mig til fordel for en anden. Jeg havde gjort alt for at få ham, og jeg fik
ham da også, men det var åbenbart ikke nok. Han ville have mere end mig, han
ville have en anden. Idioten havde bare sendt en sms med teksten, ”Alda, jeg er sgu ked af det, men jeg kan
ikke længere. Det skal bare ikke være dig og mig..”
Jeg kunne have slået ham ihjel! Hvordan kan
nogen være så følelseskold? Det værste ved det hele var bare, at jeg ikke havde nogen bedste ven til at
trøste mig. Jeg havde kun haft Alex, og nu havde han så forladt mig. Nu var jeg
”palle alene i verden”. Igen.
Bare
ved tanken om den dag skar smerten sig frem i mit bryst. En ulidelig smerte,
som i virkeligheden ikke var der, den var bare en del af min fantasi. Min egen
lille opfundne smerte, men for mig var den virkelig, og det ville den altid
være. Jeg ville aldrig nogensinde glemme Alex, men jeg ville heller aldrig
blive hel igen efter det, han gjorde mod mig. Jeg ville aldrig blive mig selv
igen efter det, der nu skete. Shit happens, men det skulle bare ikke være sket.
Efter
Alex’ besked var jeg gået ned til havet. Jeg kunne ikke være derhjemme. Ikke på
mit værelse. Det var fyldt med minder om Alex og mig. Minder, der skulle
forsvinde for altid. Jeg ville lade dem flyde med bølgerne. Jeg ville lade mine
tårer få frit spil. Jeg ville blande dem med havets vand. Jeg kan ikke den dag
i dag lade være med at smile lidt, når jeg tænker på det.
Jeg
havde stået der med våde kinder og tårer, der bare strømmede som store floder
nedover mine kinder. Stået og forsøgt at glemme alt om hvor stor en idiot Alex
havde været. Det var der jeg fik øje på den. Dukken! Den var lige som jeg,
blevet kasseret. Forladt.
Jeg
havde taget den op og knuget den ind til mig. Nu var ingen af os alene mere. Nu
havde vi hinanden, men alligevel ville tårerne ikke stoppe. Hvorfor skulle Alex
også være sådan en idiot? Jeg havde taget dukken med mig hjem, fik den sneget
med mig ovenpå. Op på mit værelse. Der fik den sin egen private plads under
sengen.
Jeg
har hende faktisk endnu. Jeg sover med hende hver nat. Sammen med hende er jeg
ikke alene mere. Selv i drømmene er vi sammen. Vi står på klipperne ved
stranden, og pludselig ud i det blå springer jeg. Jeg springer lige ned mod
bølgerne under mig. Bølgerne slår mig mod den store klippe jeg lige er sprunget
fra og lyset forsvinder. Jeg bliver et med bølgen. Nu giver det pludselig mening,
hvorfor jeg absolut skulle hedde netop Alda. Alda, som betyder bølge. Min krop
synker mod bunden, men mit sind lever videre i bølgerne.
Jeg
rejser mig langsomt fra sengen, men inden det ser jeg på vækkeuret. Klokken er
kun 02:013. Jeg lister forsigtigt nedenunder. Ned gennem køkkenet, ud gennem
gangen og ud i haven. Jeg skal ned til havet! Jeg har dukken med, så jeg ikke
er alene.
Drømmen
skal være virkelighed nu! Jeg løber alt hvad jeg kan mod klipperne. Jeg tager
tilløb, men stopper lige foran skrænten. Er det virkelig det jeg vil? ”Gør det
nu Alda, du ved hvad du vil,” hvisker en lille stemme i mit hoved. Det minder
om ham. Det er Alex’ stemme. Jeg hiver min mobil op af lommen på min grå
cardigan. ”Farvel for altid Alex,”
skriver jeg hurtigt i en sms som jeg sender til ham. Hurtigt smider jeg mobilen
fra mig i græsset. Langsomt tager jeg en dyb indånding. Jeg springer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar