mit liv med cutting

Jeg var 12 år og jeg havde lige cuttet for første gang. Ikke særlig dybt, bare sådan overfladisk, men det var alligevel nok til at jeg glemte alt der gik mig på. Der skulle ikke meget til at skjule det. Det var nok bare at lyve hvis nogen så det. Jeg kan ikke engang huske hvorfor jeg gjorde det, men det blev hurtigt til en vane. En vane der kunne plage mig resten af mit liv.

Månederne gik, det blev januar og jeg fyldte 13. Jeg kunne ikke se hvilke dårlige venner jeg havde. De slog mig. Jeg var deres lille personlige boksebold og jeg kunne ikke selv se det. Da det endelig gik op for mig og jeg blev nødt til at sige fra, gik det også hurtigt op for mig, at det skulle jeg aldrig have gjort. Det blev bare værre af den grund. Jeg var en lille slave og jeg kunne ikke komme væk. Jeg var fanget.

Tiden gik og det blev sommerferie. Jeg skulle starte i syvende klasse. Jeg glædede mig for nu skulle jeg jo konfirmeres. Intet kunne gå galt, men det gjorde det så alligevel. Jeg fortsatte med at cutte. Det var dog ikke ret meget dybere end da jeg havde gjort det første gang.

Det blev sommer igen og det endelig op for mig hvor dårlig min tilværelse var. I hvert fald med de to piger jeg kaldte for mine bedste veninder. Jeg var begyndt at ryge og stjæle i en alder af 14. Jeg cuttede stadig når jeg havde det dårligt eller svært. Jeg sagde fra overfor pigerne og det blev det ikke bedre af. Jeg blev bagtalt nu, mere end nogensinde. Jeg hadede at gå i skole. Alle vidste vi ikke kunne tage hinanden og de veninder jeg troede jeg havde vendte mig ryggen. Eller også var de bare ligeglade med mig. Mere ligeglade end nogensinde. Jeg var efterladt. Jeg var helt alene og jeg begyndte langsomt at søge ind i min egen elendige og dystre verden. Jeg begyndte endnu engang at cutte. Jeg hadede alt og alle. Mest af alt hadede jeg mig selv og alle de dumme valg jeg havde taget. Hvorfor havde jeg ikke set det noget før? Gid nogen havde reddet mig noget før. Ingen så hvad der i virkeligheden skete.

Tiden fortsatte med at gå og jeg startede i niende klasse. Det blev ikke ligefrem bedre, og dog. Jeg begyndte at finde få min styrke tilbage. Jeg var stadig alene og mig selv, men jeg kunne godt klare mig.

Foladt

Klokken havde lige passeret midnat, og jeg kunne stadig ikke sove. Det var ikke, fordi jeg ikke ville, jeg kunne simpelthen bare ikke. Mine øjne ville ikke lukke sig i og lade mig sove. Jeg havde ellers været tidligt oppe, og jeg havde været ved at falde i søvn i samtlige timer. Selv i engelsk, som ellers plejer at være mit yndlingsfag, var jeg ved at falde i søvn. Det var, som om der var et eller andet galt med mig i dag. Det plejer aldrig at være sådan, jeg plejer altid at få nok søvn, og jeg var gået i seng i ordentlig tid, men alligevel var det bare, som om det ikke var nok. Det var, som om jeg var livet op, da jeg havde sat den der latterlige kærlighedsfilm på. Jeg kendte jo handlingen ind og ud, men alligevel var det, som om den var helt ny for mig. Det var jo bare en pladder romantisk film om en pige, der tilfældigt møder en smuk ung mand, som hun forelsker sig i, men han vil ikke have hende. Til sidst ender hun sammen med sin allerbedste ven. Det var ham, der havde været der for hende hver eneste gang, hun havde haft brug for nogen at holde om og græde ud hos.

Den film havde mindet mig om ’dengang’. Den ’dag’ jeg aldrig kommer til at glemme. Første gang mit hjerte blev flået ud af brystet på mig. Det var alt sammen Alex’ skyld. Alex med det smukke sorte hår, den blege hud og den perfekt placerede piercing i læben. Det var den dag, han forlod mig til fordel for en anden. Jeg havde gjort alt for at få ham, og jeg fik ham da også, men det var åbenbart ikke nok. Han ville have mere end mig, han ville have en anden. Idioten havde bare sendt en sms med teksten, ”Alda, jeg er sgu ked af det, men jeg kan ikke længere. Det skal bare ikke være dig og mig..”

 Jeg kunne have slået ham ihjel! Hvordan kan nogen være så følelseskold? Det værste ved det hele var bare, at jeg ikke havde nogen bedste ven til at trøste mig. Jeg havde kun haft Alex, og nu havde han så forladt mig. Nu var jeg ”palle alene i verden”. Igen.

Bare ved tanken om den dag skar smerten sig frem i mit bryst. En ulidelig smerte, som i virkeligheden ikke var der, den var bare en del af min fantasi. Min egen lille opfundne smerte, men for mig var den virkelig, og det ville den altid være. Jeg ville aldrig nogensinde glemme Alex, men jeg ville heller aldrig blive hel igen efter det, han gjorde mod mig. Jeg ville aldrig blive mig selv igen efter det, der nu skete. Shit happens, men det skulle bare ikke være sket.

Efter Alex’ besked var jeg gået ned til havet. Jeg kunne ikke være derhjemme. Ikke på mit værelse. Det var fyldt med minder om Alex og mig. Minder, der skulle forsvinde for altid. Jeg ville lade dem flyde med bølgerne. Jeg ville lade mine tårer få frit spil. Jeg ville blande dem med havets vand. Jeg kan ikke den dag i dag lade være med at smile lidt, når jeg tænker på det.

Jeg havde stået der med våde kinder og tårer, der bare strømmede som store floder nedover mine kinder. Stået og forsøgt at glemme alt om hvor stor en idiot Alex havde været. Det var der jeg fik øje på den. Dukken! Den var lige som jeg, blevet kasseret. Forladt.

Jeg havde taget den op og knuget den ind til mig. Nu var ingen af os alene mere. Nu havde vi hinanden, men alligevel ville tårerne ikke stoppe. Hvorfor skulle Alex også være sådan en idiot? Jeg havde taget dukken med mig hjem, fik den sneget med mig ovenpå. Op på mit værelse. Der fik den sin egen private plads under sengen.

Jeg har hende faktisk endnu. Jeg sover med hende hver nat. Sammen med hende er jeg ikke alene mere. Selv i drømmene er vi sammen. Vi står på klipperne ved stranden, og pludselig ud i det blå springer jeg. Jeg springer lige ned mod bølgerne under mig. Bølgerne slår mig mod den store klippe jeg lige er sprunget fra og lyset forsvinder. Jeg bliver et med bølgen. Nu giver det pludselig mening, hvorfor jeg absolut skulle hedde netop Alda. Alda, som betyder bølge. Min krop synker mod bunden, men mit sind lever videre i bølgerne.

Jeg rejser mig langsomt fra sengen, men inden det ser jeg på vækkeuret. Klokken er kun 02:013. Jeg lister forsigtigt nedenunder. Ned gennem køkkenet, ud gennem gangen og ud i haven. Jeg skal ned til havet! Jeg har dukken med, så jeg ikke er alene.

Drømmen skal være virkelighed nu! Jeg løber alt hvad jeg kan mod klipperne. Jeg tager tilløb, men stopper lige foran skrænten. Er det virkelig det jeg vil? ”Gør det nu Alda, du ved hvad du vil,” hvisker en lille stemme i mit hoved. Det minder om ham. Det er Alex’ stemme. Jeg hiver min mobil op af lommen på min grå cardigan. ”Farvel for altid Alex,” skriver jeg hurtigt i en sms som jeg sender til ham. Hurtigt smider jeg mobilen fra mig i græsset. Langsomt tager jeg en dyb indånding. Jeg springer.